Danmark har et af de største forbrug af psykofarmaka i verden. Det betyder med andre ord, at vi bruger rigtig meget medicin til psykiske sygdomme. Men bruger vi for meget? Martin valgte, mod psykiatriens opfordring, at stoppe med sin medicin. Det skulle vise sig at blive hans livs bedste beslutning.

Af Sidsel Jensen, Tobias Nguyen og Amalie Dinesen 

I en rød murstensbygning i Aarhus Nord går døren op. Martin Dahl er iført en olivengrøn skjorte, sorte bukser, og det lyse hår er opsat i en knold. Han smiler med øjnene.

Martin er i dag 32 år. Hans lille etværelses lejlighed er varm og fyldt med nips ting og farverige plakater. På en af plakaterne står der “lad ej skønheden forgå”, mens andre viser hans favorit fodboldhold AGF og gamle flyvemaskiner. Midt i rummet står en stor gul reol, der rummer et bibliotek af bøger.

Det er seks år siden, Martin stifter bekendtskab med psykiatrien for første gang. Han får diagnosen bipolar lidelse type 2, og det bliver begyndelsen på et årelangt forløb med oceaner af psykofarmaka. Et forløb, som ifølge Martin blev trukket længere end nødvendigt. 

Danmarks forbrug af psykofarmaka

I Danmark er cirka 700.000 personer på psykofarmaka, hvilket svarer til hver ottende dansker. Det viser en undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen. Psykofarmaka er en fælles betegnelse for den slags medicin, der bliver brugt til behandling af psykiske sygdomme. Det kan ikke kurere, men det kan ofte dæmpe lidelsen.

En undersøgelse fra OECD, der har sammenlignet forbruget på tværs af lande, viser, at Danmark er et af de lande, som har det største forbrug af psykofarmaka i verden. Det store forbrug skyldes, ifølge eksperter, blandt andet mangel på udtrapning af medicinen.

Anders Sørensen, psykolog og ph.d. i udtrapning af psykofarmaka, peger på, at personer med psykiske lidelser ofte bliver på deres ordinerede medicin for længe. Hans opfattelse er, at der generelt mangler fokus på udtrapning af psykofarmaka i den danske psykiatri.

”Vi kan jo se, at mennesker bliver på medicinen længere, end de tidligere har gjort. Det er det, der er hele problemet,” siger Anders Sørensen.

Psykofarmaka er i mange tilfælde nødvendigt for at dæmpe den psykiske lidelse. Problematikken ligger derfor ikke i, at der bliver gjort brug af psykofarmaka, men snarere i omfanget, det bliver brugt.

“Psykofarmaka skal bruges anderledes. Det er noget, som kan give en dæmper midlertidigt. Det kan gøre, at de svære følelser kommer lidt på afstand. Men det er ikke et forbrug, der skal være vedvarende,” siger Anders Sørensen. 

Mere medicin

Gennem en lang årrække er Martin inde og ude af psykiatrien, hvor mængden af medicin stiger jævnligt. I takt med de øgede mængder medicin, stiger bivirkningerne tilsvarende. Til sidst får Martin indtryk af, at medicinen gør mere skade end gavn. Martin fortæller, at han flere gange opsøger sin læge. 

”Når jeg til samtalerne sagde, medicinen gjorde mig dårlig, så mente de, det var på grund af min depression. Og at jeg ikke fik nok medicin. Så enten gik jeg op på en højere dosis af det, jeg allerede fik, eller også fik jeg et nyt præparat,” siger Martin Dahl.

Overhørt og overset

Maija Haastrup, der er speciallæge og klinisk lektor i farmakologi, anerkender, at patienterne ikke altid bliver hørt, når de klager over deres bivirkninger.

”Når de går til lægen, er det ikke sikkert, de bliver taget alvorligt nok, fordi man ved, de har en psykisk sygdom. Når de kommer og klager over noget, kan det hurtigt blive overset,” siger Maija Haastrup, men lægger vægt på, at der er fokus på patienterne og deres bivirkninger.

Psykolog og næstformand for SIND, Landsforeningen for psykisk sundhed, Erik Mønsted, kan også nikke genkendende til Martins oplevelse. Erik har tidligere været indlagt i psykiatrien og arbejder til dagligt med psykisk syge.

”Jeg hører fra mange – og jeg har selv oplevet – at man får direkte at vide: Du skal ikke udtrappe. Det er ikke en god idé for dig. Man har en oplevelse af, at man bliver modarbejdet,” fortæller Erik Mønsted.

Et frarøvet følelsesliv

I perioden, hvor Martin er i behandling med psykofarmaka, tager han 40 kilo på, får voldsom akne og mundtørhed, og så sover han det meste af dagene væk. Men det værste er hans følelsesliv – eller mangel på samme. Medicinen gør, at han ikke længere er fyldt op med depressive tanker. Til gengæld er alle andre følelser også forsvundet, og til sidst kan han hverken genkende sig selv i sine tanker, følelser eller spejlbillede.

”Jeg længtes efter at have nogle følelser. Bare mærke et eller andet, for det er et enormt fattigt liv, hvis man slet ikke har følelser,” fortæller Martin Dahl. 

Bagsiden af etiketten 

Psykofarmaka har en lang liste med bivirkninger, hvor nogle er mere farlige end andre.

Typiske bivirkninger kan blandt andet være mundtørhed, tandproblemer og akne, mens de mere alvorlige bivirkninger indebærer markant vægtøgning, mistet følelsesliv, og i værste tilfælde hjertestop. Særligt ses det, at vægtøgning og mistet følelsesliv har negativ indvirkning på livskvaliteten, og at vægtøgningen ofte giver følgesygdomme, såsom diabetes og hjertekarsygdomme. 

Personer med psykiske sygdomme lever i gennemsnit 15-25 år kortere end personer uden en psykisk sygdom.

En tredjedel af dødsfaldene skyldes selvmord og ulykker, mens den resterende del primært skyldes hjertekarsygdomme, misbrug af alkohol og stoffer, eller forkert brug af psykofarmaka.

Lægen ved bedst

Hver gang Martin bliver indlagt, stiger doserne og antallet af medicin. Men det falder ikke tilsvarende, når han er i bedring. 

”Når man eksempelvis bliver indlagt med et brækket ben, så vil man selvfølgelig få noget smertestillende. Og når det så ikke gør ondt længere, stopper man på smertestillende. Men i psykiatrien fortsætter man. Også efter det ikke længere gør ondt”.

Bivirkningerne bliver altoverskyggende. Martin vil gerne trappe ud af sin medicin, men han føler ikke, det bliver mødt med opbakning. Tværtimod føler han, det ligger i kortene, at han skal tage medicin resten af sit liv.

”Det var frustrerende, men lægen ved vel bedst, ikke? Så når der sidder en psykiater foran mig, der siger, det er en helt vildt dårlig idé at trappe ud, så må jeg jo læne mig op ad det,” fortæller Martin Dahl.

Ud af psykofarmaka

Maija Haastrup, speciallæge og klinisk lektor i farmakologi, understreger, at den største prædiktor for tilbagefald er, at man holder op med at tage sin medicin. Derfor er det ikke fristende at trappe ned i dosis for hurtigt, hvis det har taget lang tid at finde den rigtige behandling til patienten. 

Interesseorganisationerne Bedre Psykiatri og SIND er begge bekymret for det store forbrug af psykofarmaka i Danmark. Ifølge psykolog og næstformand for SIND, Erik Mønsted, viger lægerne sjældent fra medicinen, når der først er fundet et godt niveau.

”Så mener man jo, det er medicinen, der har gjort, man har fået det bedre. Derfor kan folk også være i behandling med psykofarmaka i årevis, uden der på noget tidspunkt bliver stillet spørgsmålstegn til, om de stadigvæk har brug for det,” siger Erik.

Anders Sørensen, psykolog og ph.d i udtrapning af psykofarmaka, har gennem sin forskning erfaret, at den største udfordring for patienterne er at komme ud af medicinen igen.

“Det er værre end deres sygdom. Mange af dem, jeg har haft med at gøre, ville aldrig have været startet på psykofarmaka, hvis de vidste, hvor svært det ville at komme ud af igen,” fortæller Anders Sørensen.

Det er op til den enkelte læge at vurdere, i samspil med patienten, hvornår personen er stabil nok til at trappe ned eller helt ud af den medicinske behandling. 

Poul Videbech, professor i psykiatri og tidligere psykiater, forklarer, at lægens skøn ikke altid er populært hos patienterne, men at man på trods af dette foretrækker et kontrolleret udtrapningsforløb frem for alternativet.

“Jeg mener, læger bør hjælpe med at udtrappe. For hvis ikke de gør det, og hvis patienten føler sig ladt i stikken, så vil de stoppe med medicinen på egen hånd. Det er jo faktisk det, vi risikerer. Nogle gange går det jo godt, men andre gange gør det ikke. Og der synes jeg, man svigter patienterne, hvis ikke man giver dem gode råd i den forbindelse,“ siger Poul Videbech. 

En betydelig beslutning

Martin har brug for at genfinde sig selv, så han tager sagen i egen hånd. Fra den ene dag til den anden stopper han med at tage sin medicin – i al hemmelighed.

”Hvis jeg fortalte, jeg var i gang med at stoppe, så er jeg ret overbevist om, at min læge ville overtale mig til at tage det igen. Det var en beslutning, der blev taget på baggrund af frustration”.

Allerede efter en måned får Martin det markant bedre. Han får sit følelsesliv og en almindelig døgnrytme igen, han kan være social med sin omgangskreds, og han taber sig lynhurtigt 30 kilo. Ting han ikke kunne, da han var på medicin.

“Jeg har faktisk følt, at medicinen har fastholdt mig i min depression. Men det var nok den eneste løsning. Hvis man kan give patienten medicin, og man ved, det sikrer, at patienten ikke bliver genindlagt foreløbigt, så er det jo ét problem mindre at tage sig af,” siger Martin Dahl. 

En presset psykiatri

Psykiatrien har i mange år været presset. Der er i øjeblikket rekordlange ventetider på psykologtimer, og særligt mangel på sengepladser i psykiatrien opleves som et problem. 

Ifølge Poul Videbech, professor i psykiatri, er der ikke nogen tvivl om, at psykiatrien er under økonomisk pres. Det kommer både til udtryk i de lange ventetider til ambulante behandlinger – altså behandling uden indlæggelse – samt de manglende sengepladser.

Over 80 procent af speciallæger i psykiatrien oplever, at der er for få sengepladser til de psykiatriske patienter, som har brug for at blive indlagt. Det viser en undersøgelse fra Lægeforeningen, som er foretaget blandt knap 1000 psykiatere. Efterspørgslen på sengepladser er steget med 1.536 personer, mens de normerede sengepladser er reduceret med 67. 

“Lad ej skønheden forgå”

Martin har en oplevelse af, at psykiatrien er så presset, at medicin ikke bare er den 

nemme, men faktisk også eneste løsning. Udtrapning er for risikabelt, fordi det potentielt kan ende i en genindlæggelse. 

Han er ikke i tvivl om, at psykofarmaka var nødvendigt, da hans depression var på sit værste. Men han mener også, at hans behandling – som indebar så store mængder medicin – burde have været blevet revurderet undervejs.

“Jeg er overbevist om, at det kun er gode mennesker, der arbejder i psykiatrien, og at de gerne vil hjælpe folk. Så de gør det ikke af ond vilje. Det er bare virkeligheden, der er svær;” siger Martin Dahl.

I dag er Martin glad for, at han for et år siden tog sagen i egen hånd og stoppede på sin medicin. Men han ved også godt, han var heldig, at hans udtrapning var succesfuld. Og at han kunne klare det på egen hånd. Martin går i øjeblikket i et ressourceforløb, men han håber, at han inden længe kan få et arbejde og bidrage til samfundet igen.

“Hvis jeg er rigtig heldig, kan jeg komme til at gøre en forskel for andre mennesker. Men mit grundlæggende mål, som jeg holder 100 procent fast i, er at have det godt.”